Regeringen har fremsat lovforslag om sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven til én ny lov – lov om boligforhold. Formålet med sammenskrivningen er ifølge bemærkninger til lovforslaget at opnå en forenkling og modernisering af lejelovgivningen. Virkningen af sammenskrivningen af lovene bliver imidlertid ikke forenkling og modernisering – snarere det modsatte.
Regeringen har fremsat lovforslag om sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven samt enkelte andre love. Lovforslagene er fremsat som lovforslag L 47, forslag til lov om leje, og lovforslag L 48, forslag til lov om boligforhold. Lovforslagene vil medføre, at lejeloven og de fleste regler fra boligreguleringsloven samles i en ny samlet lejelov, mens de resterende regler fra boligreguleringsloven og enkelte andre love samles i en ny lov om boligforhold.
Den overordnede intention er at skabe forenkling og mere klarhed over lejelovgivningen ved at reglerne fremover vil være samlet i én lov, fremfor at de – som hidtil – er fordelt på to separate love.
Umiddelbart lyder det logisk, at man fremover kun skal forholde sig til én lov, når man skal vurdere, hvilke regler der gælder for udlejning af en bolig, fremfor at man skal sammenholde to love og foretage en vurdering af hvilken af lovene, der gælder i det konkrete tilfælde.
Det mål bliver imidlertid ikke nået med det lovforslag, som regeringen har fremsat – tværtimod bliver det fremover endnu mere kompliceret for såvel udlejere og lejere at finde ud af hvilke regler, der gælder. Årsagen til det er, at regeringen fuldstændig konsekvent fastholder, at der stadig skal gælde to overlappende regelsæt for udlejning af boliger i Danmark. Man fastholder således helt konsekvent, at der stadig skal gælde et helt særligt – og særdeles kompliceret – regelsæt i de regulerede kommuner, mens der stadig skal gælde nogle mere enkle regler i uregulerede kommuner.
Hvor reglerne hidtil har stået i hver sin lov, således at det var nogenlunde enkelt at finde ud af, hvilke regler, der gælder i hvilke situationer, bliver de nu samlet i én lov, uden at der bliver gjort et forsøg på at gøre det mere enkelt at vurdere hvilke regler, der gælder i hvilke situationer.
Som konsekvens af sammenskrivningen er der i den nye lov om leje indsat en ny § 6, som helt overordnet fastslår, i hvilke situationer nogle af reglerne i loven gælder, og i hvilke situationer nogle andre af reglerne i loven gælder. Problemet er bare, at § 6 i lov om leje er ekstremt vanskelig at gennemskue for personer, som ikke har en mangeårig erfaring med reglerne om udlejning af boliger. § 6 består reelt blot i en opremsning af en lang række paragraffer, som kun gælder i visse situationer, uden at det giver læseren en overordnet forståelse af, hvad det så er, der gælder i de pågældende situationer. Hvis man skal forsøge at dechifrere § 6, skal man konstant springe til en gennemlæsning af de paragraffer, som der henvises til i § 6. I de paragraffer, som der henvises til, er der ofte henvisninger til andre paragraffer, som så indeholder yderligere undtagelser eller tilføjelser, der i et eller andet omfang modificerer det, som følger umiddelbart af § 6.
Eksempelvis fremgår det af § 6, stk. 1, 1. pkt., at reglerne om varsling af iværksættelse i § 105 gælder i de regulerede kommuner og således også gælder for de såkaldte småhuse – som begrebsmæssigt udelukkende findes i regulerede kommuner. I § 105 står der ikke noget om, at reglerne om varsling af iværksættelse ikke gælder i alle småhuse. Derimod kan man i § 7, stk. 3, 1. pkt., se, at småhuse, som udgangspunkt ikke er omfattet af § 6, stk. 1, 1. pkt., og at § 105 om varsling af iværksættelse altså ikke gælder for lejemål i disse småhuse. Men i § 7, stk. 3, 2. pkt. og 3. pkt., er der dog en undtagelse til § 7, stk. 3, 1. pkt., som betyder, at § 105 om varsling af iværksættelse alligevel gælder for visse småhuse. Så når det overordnet fremgår af § 6, stk. 1, at § 105 gælder småhuse, så er det kun korrekt, fordi der i § 7, stk. 3, er indsat en undtagelse til undtagelsen i § 7, stk. 3, 1. pkt.
Det ovenstående afsnit viser med al ønskelig tydelighed, at der ikke bliver opnået nogen form for klarhed, forenkling eller modernisering af lejelovgivningen ved regeringens forslag om sammenskrivning af lejelovgivningen. Tværtimod bliver lejelovgivningen langt mere kompliceret for udlejere og lejere at finde rundt i – man opnår altså det stik modsatte af intentionen ved sammenskrivningen af lejelovgivningen.
Når det bliver resultatet, så skyldes det, at regeringen ikke har mod til at lave netop det, som man hævder, at man forsøger på – forenkling og modernisering af lejelovgivningen. Der kan ikke ske en forenkling og modernisering af lejelovgivningen , uden at man opgiver at fastholde det håbløst forældede regelsæt, som boligreguleringsloven repræsenterer – og når man ikke vil det, så kan man ikke forenkle og modernisere lejelovgivningen.
13 januar 2022
Mogens Dürr
Cand. jur.